Tandprotese

Tandprotese

Mangler du en eller flere tænder, kan en protese være en løsning for dig. Der findes flere forskellige proteser – fælles for dem alle, er at de er aftagelige og fremstilles i naturlige former og farver, så de ligner naturlige tænder så meget som muligt. Desuden kan proteser laves efter dine specifikke ønsker, og på den måde efterligne dine tidligere naturlige tænder.

Hvad er en tandprotese?

En tandprotese er en erstatning for en eller flere naturlige tænder. Overordnet set findes der tre forskellige former for tandproteser: Helproteser, delproteser samt overgangsproteser. En hel protese. Helprotesen benyttes i tilfælde af, at patienten mangler alle sine tænder. Delprotesen, hvis patienten mangler et par tænder. Overgangsprotesen, hvis patienten mangler nogle tænder – og i fremtiden skal have fjernet flere tænder. Denne kan derved justeres og tilrettes løbende. Det gælder for alle proteserne, at de laves så de ligner og fungerer som naturlige tænder. Proteserne kan derfor genskabe dit smil både i over og undermund eller eksempelvis genskabe dine kindtænder.

Hvordan foregår behandlingen?

Behandlingen tager oftest 1-4 uger, alt efter hvilken tandprotese, som du skal have lavet. Behandlingen begynder med, at du får lavet et aftryk, der støbes i gips. På baggrund af dette fremstilles en række sammenbidsskabeloner, der har til formål at bestemme, hvordan dit bid er og hvordan du tygger sammen. Herefter specialfremstilles en protese, der er næsten færdig. Med denne protese er det muligt at se, hvordan protesen ser ud i din mund, hvordan du tygger med den på og tilrette protesen, hvis der er noget, der skal være anderledes. Afslutningsvist fremstilles den endelige protese, der er fremstillet perfekt efter din mund, kæbe og bidfunktion.

Efter behandlingen

Uafhængigt af om du har fået en helprotese, en delprotese eller en overgangsprotese, er det vigtigt at den holdes ren og fri for bakterier. Præcist ligesom med naturlige tænder. Protesen tages derfor jævnligt ud og rengøres. Det er væsentligt, at vandet, du benytter til at gøre protesen ren med, ikke er for varmt, da dette kan ændre på protesens form. Vi anbefaler hos Tandlægehuset Aalestrup desuden, at du skyller protesen ofte, eksempelvis efter hvert måltid, da madrester kan sætte sig op under protesen.

Tandprotese Aalestrup